Barsel på Nørrebro? Det kan du tage dig til

barsel-noerrebro

Er du barsel, kan det være rart at fylde dagene ud med små aktiviteter, så du ikke ender med at gå i hi derhjemme. På Nørrebro er der heldigvis masser at tage sig til, for bydelen byder på masser små lufthuller og steder at gå på opdagelse – også hvis du har en barnevogn med.

Derfor får du her inspiration til, hvordan du kan få dine barselsdage på Nørrebro til at gå, så både du og din nyfødte kan udnytte tiden på at komme under huden på bydelen, der aldrig bliver kedelig.

Start dagen på Arrebo

På hjørnet af Mimersgade, lige ved Den Sorte Plads, finder du den lille café og kaffebar Arrebo, hvor du kan smage en af Nørrebros allerbedste kop kaffer serveret i de hyggeligste omgivelser. Her er det perfekt at starte dagen, da Arrebo er særligt kendt for deres lækre og simple morgenmad, som du kan få allerede fra kl. 7.00.

Rammer du Arrebo ved frokosttid, finder du både sprøde parisertoasts og den italienske ostetype burrata serveret med olivenolie, timian og friskt surdejsbrød. Om sommeren emmer Arrebo af idyl ude foran med sine lange bænke, hvor der er rigeligt plads til både dig, dine barslende veninder og jeres barnevogne, så en halv dag nemt kan gå her.

Gå en tur på Bisbjerg Kirkegård

Bispebjerg Kirkegård er henover de sidste par år blevet meget kendt for deres smukke boulevard med japanske kirsebærtræer, der om foråret, når træerne blomstrer, tiltrækker massevis af lokale og internationale turister til Ydre Nørrebro.

Det skal dog ikke lade dig skræmme, for du kan undgå massevandringerne ved at tage en tidlig morgentur og se, hvordan morgenlyset kaster sine stråler ned gennem de lyserøde træer. Det giver dig god mulighed for en fin og smuk morgen, selvom dagen måske er startet tidligt.

Besøg dyrene i De Gamles By

De Gamles By på Indre Nørrebro er en vaskeægte byoase, der næsten ligger gemt bag tilgroede hegn langs Guldbergsgade, så den nemt kan overses. Herinde findes der små fælleshaver, hvor lokale gror forskellige slags krydderurter, blomster og grøntsager, mens du også får et snert af landet med de mange dyr midt på Nørrebro.

Her er nemlig høns, geder og kaniner, som både voksne og små kan få lov at klappe og besøge. Er du ikke til dyrene, kan du om sommeren slå dig ned på en af de mange bordebænkesæt, der står under de store træers kroner og nyde roen.